Min erfaring er, at når det lykkedes at få gode oplevelser med supervision, er det en aktivitet som prioriteres af både ledelse og medarbejdere. Samlet kan det gøre flg:
- give ny viden og forståelse samt ideer til nye handlinger, hvilket er med til at højne faglighed og kvalitet
- give ny energi og gåpåmod samt højne arbejdsglæden, hvilket er med til at nedsætte risiko for udbrændthed og forråelse
- give plads til forskellighed i personalegruppen og samtidigt styrke fællesskabsfølelsen
Læring og kompetenceløft ind i gruppen.
I en personalegruppe er der altid stor forskel på erfaring og viden. Når der gives plads til det i supervisionsrummet, kan der ske en deling, som højner kvaliteten i arbejdet. Dette sker både, når man selv sidder i stolen og modtager direkte supervision, men også, når man som kollega deltager aktivt i det reflekterende team. Man lytter, tager ind, reflekterer og bidrager.
Tryghed er fundamentet
For at der på nogen måder kan ske en udvikling og et kompetenceløft hos den enkelte medarbejder og i gruppen, skal der være den rette tryghed til stede i rummet. Ansvaret for dette hviler på supervisoren. For mig begynder dette ved, at der udarbejdes en tydelig rammekontrakt, dels med ledelsen og dels med medarbejderne. Dernæst er det supervisorens opgave, at lede supervisionsprocessen i respekt for den enkelte medarbejder og med en viden om og opmærksomhed på, at det kan være sårbart at bringe sin personlighed og faglighed på banen.
Et komplekst arbejdsfelt
Når jeg superviserer personalegrupper, er det ofte i krydsfeltet mellem det sundhedsfaglige, det pædagogiske og psykiatriske fagområde. Supervisionen har ofte fokus på udfordringer og dilemmaer i et komplekst arbejdsfelt med rådgivning, behandling, pleje og omsorg. Omdrejningspunktet er ofte børn og unge samt voksne borgere/beboere/patienter med flere problemstillinger og lidelser; psykiske såvel som somatiske. Som medarbejder indenfor dette felt vil man blive følelsesmæssigt påvirket og fagligt udfordret. Man kan både blive rørt, ramt og rystet og dermed få behov for at kunne dele det, som man har oplevet. Et er at kunne dele det med en kollega over en kop kaffe i køkkenet, men noget andet er at dele det i supervisionsrummet.
De forskellige fokusområder i supervision
Jeg ser fagpersonlig supervision som en aktivitet, som giver mulighed for en samlende fagpersonlig udvikling, med tre primære og forbundne fokusområder.
Fokus er henholdsvis på borgeren, patienten og de pårørende, som kan være børn, unge og voksne (sagen); på metode, procedure og teoretisk referenceramme (faget), på supervisanden, som er medarbejderen (det personlige) samt på det dynamiske felt, hvor relationen mellem medarbejder og borger/patient/pårørende er i spil (det relationelle).
Det personlige ind i den professionelle relation.
Det særlige ved den professionelle relation er, medarbejderen har den opgave at være der for den anden og bidrage med relationelle kvaliteter i samspillet, også når han eller hun ikke bliver mødt på tilsvarende vis fra borgeren/patienten/pårørende. Det stiller særlige krav til den professionelles selvreflektion, og det forudsætter en evne til at afstemme sig efter den anden og have bevægelighed i kontaktform og kommunikation. Der er hermed tale om komplekse fagpersonlige kompetencer, der består af integration af viden og personlighed. Ikke en bestemt personlighed; men at man formår at være nærværende, rette sig imod den anden i passende åbenhed og forholde sig reflekteret til sin egen måde at være til stede på. Der er brug for høj grad af mentalisering. Indimellem vil man opleve, at det ikke vil lykkes og man vil føle sig udfordret. Måske mister man engagementet; man kan miste overblikket, føle sig inkompetent eller mærke en modstand på opgaven og relationen. Det er blandt andet her, at supervisionsrummet er kærkomment. Der er brug for, at den enkelte medarbejder kan få delt, blive mødt og forstået; dels i kontakten til supervisor og dels i samspillet til sine kolleger. Der kan være behov for perspektivskifte og forstyrrelse af egne forståelser samt konkret viden, som styrker forståelsen af både sig selv og den anden. Viden stimulerer vores indlevelse i tilstande og situationer. Man kan derfor være ufølsom som resultat af mangel på viden snarere end mangel på empati. Men ofte er det tilstrækkeligt at blive lyttet til, spejlet og blive mødt med empati i supervisionsrummet, for igen at kunne være i den professionelle relation.
Typiske spørgsmål og refleksioner kunne være: Hvad er det, jeg påvirkes af? Hvorfor gør netop den person eller problemstilling så stort indtryk på mig? Kommer jeg til at bære for mange byrder eller bruge mig selv uhensigtsmæssigt? Hvorfor er det ind imellem svært at afgrænse mig – eller modsat, hvorfor bliver jeg hård og konfronterende i visse situationer?
Disse spørgsmål, blandt mange andre, kan give anledning til forståelser af, hvem man selv er – både som professionel og som menneske i øvrigt. Når disse indsigter integreres med de mere faglige kompetencer, øges den samlede fagpersonlige kapacitet. Man kan føle en lettelse i ens arbejde og man får ny energi, mod og glæde. Det er som om, at man har fået pudset brillerne og udsynet er blevet bedre. Dette vil være til gavn og glæde for hele arbejdspladsen, da vi er relationelle væsener og påvirkes af hinanden.
