Mange forældre vælger i dag at sove sammen med deres børn. For nogle starter det som en praktisk løsning i spædbarnstiden, mens det for andre udvikler sig til en fast del af familielivet gennem flere år.
Der kan være mange gode grunde til samsovning. Men selvom emnet ofte bliver beskrevet ud fra barnets behov, oplever jeg som parterapeut, at samsovning også kan få betydning for parforholdet – og det er et perspektiv, vi sjældent taler højt om.
Da jeg selv blev mor, var samsovning langt mindre udbredt, end det er i dag. Der fandtes færre bøger om børneopdragelse, og sociale medier spillede ikke den rolle, de gør nu. I dag møder forældre et væld af råd, anbefalinger og holdninger om, hvad der er bedst for børn.
Men hvordan navigerer man i alle disse stemmer? Og hvordan finder man den løsning, der passer til netop ens egen familie?
I dette blogindlæg vil jeg sætte fokus på både fordelene ved samsovning og de udfordringer, som nogle familier oplever – særligt i relation til parforholdet.
Fordelene ved samsovning
Der findes forskning, som peger på flere positive effekter ved samsovning, særligt i barnets første leveår.
Samsovning kan blandt andet:
- styrke oplevelsen af tryghed hos barnet
- understøtte tilknytningen mellem barn og forælder
- gøre natamning lettere
- hjælpe barnet hurtigere tilbage i søvn ved natlige opvågninger
- skabe ro i perioder med sygdom, tandskifte eller andre udfordringer
Derfor vælger mange familier at samsove i måneder eller år efter barnets fødsel.
Når samsovning bliver en udfordring
Selvom samsovning kan fungere godt, møder jeg også mange par, hvor ordningen med tiden bliver en kilde til frustration eller afstand.
Ofte oplever jeg, at den ene forælder er meget optaget af barnets behov for nærhed, mens den anden savner mere plads til parforholdet. Disse forskelle kan være svære at tale om, fordi emnet ofte er forbundet med stærke følelser, værdier og forestillinger om, hvad der er “rigtigt” for barnet.
Nogle af de udfordringer, jeg ofte hører om, er:
- At natamningen bliver sværere at afslutte, når barnet fortsat ligger tæt på mor.
- At fysisk nærhed mellem forældrene gradvist forsvinder.
- At kys, kram, berøring og seksualitet får mindre plads.
- At forældrenes søvn bliver afbrudt og mindre restituerende.
- At barnet vænner sig til kun at kunne falde i søvn sammen med en forælder, hvilket senere kan gøre adskillelsen mere udfordrende.
I sig selv behøver ingen af disse forhold at være problematiske. Men når de står på gennem længere tid, kan de påvirke både parforholdet og familiens samlede trivsel.
Hvad kan gøre det svært at ændre på samsovningen?
Når et barn har sovet sammen med sine forældre i lang tid, er det sjældent kun en praktisk vane.
Ofte er der også følelser og erfaringer på spil.
Det kan eksempelvis være:
- En stærk overbevisning om, at samsovning er det bedste for barnet.
- Bekymring for barnets reaktion på forandringen.
- Egen utryghed ved ikke at være tæt på barnet om natten.
- Frygt for at skade barnets tilknytning eller tryghed.
- Egne erfaringer med svigt, ensomhed eller utryghed i barndommen.
- At fokus på barnet gradvist har fyldt mere end fokus på parforholdet.
- At barnet – bevidst eller ubevidst – kommer til at fungere som en buffer mellem forældrene.
Det sidste kan være særligt vigtigt at være opmærksom på.
Hvis barnet får rollen som “skillevæg” mellem forældrene, kan det skabe frustrationer og misforståelser i relationen. Ikke fordi nogen ønsker det sådan, men fordi forskellige behov ikke bliver talt åbent om.
Børn opfanger stemninger langt mere, end vi ofte tror. Derfor kan konflikter eller usagte spændinger omkring samsovning komme til at påvirke hele familien.
Hvornår er det tid til forandring?
Der findes ikke én rigtig alder, hvor et barn skal sove i egen seng eller på eget værelse.
Børn er forskellige, og familier er forskellige.
Alligevel mener jeg, at det er vigtigt at være nysgerrig på, om samsovningen fortsat tjener barnets behov – eller om den også dækker over de voksnes behov for tryghed.
En gradvis og kærlig adskillelse kan være en vigtig del af barnets udvikling. Når barnet oplever, at det kan være trygt i sit eget selskab og falde til ro i egen seng, udvikles der ofte både selvstændighed og robusthed.
Gennem årene har jeg mødt unge mennesker, som stadig sov sammen med en forælder eller søskende, selvom de egentlig ønskede noget andet. I nogle af disse situationer har jeg tænkt over, om det primært var barnets eller forælderens behov, der blev tilgodeset.
Vi ved, at forældres egen angst eller utryghed nogle gange kan påvirke børn. Derfor kan det være værd at undersøge, om barnets vanskeligheder med at sove alene handler om barnets egen frygt – eller om barnet også bærer noget af den voksnes bekymring.
Hvordan kan par arbejde med problematikken?
Når par kommer hos mig med denne udfordring, arbejder vi først og fremmest med at skabe forståelse for hinandens perspektiver.
Hvilke tanker, følelser og behov har hver af jer?
Hvad er vigtigt for barnet?
Og hvad er vigtigt for parforholdet?
Målet er ikke at finde en vinder eller taber, men at finde en løsning, som begge forældre kan stå inde for.
Hvis familien ønsker at ændre på samsovningen, anbefaler jeg ofte en gradvis proces.
Det kan eksempelvis være:
- At barnet flytter fra midten af sengen til siden af den ene forælder.
- At barnet sover i egen seng ved siden af forældrenes seng.
- At barnet gradvist vænner sig til at sove på eget værelse.
Små skridt skaber ofte mere tryghed end store spring.
Afsluttende refleksion
Samsovning er hverken rigtigt eller forkert.
Det afgørende spørgsmål er ikke, hvad andre familier gør, men om den løsning, I har valgt, fortsat fungerer for både barnet, forældrene og parforholdet.
Når vi tør være nysgerrige på både barnets og de voksnes behov, bliver det lettere at træffe valg, som styrker hele familien – også på længere sigt.
